« Tilbage til oversigt

Ringkøbing-Skjern Forsyning modtager pris

Hele 52 elever havde i år valgt at indstille deres praktikvirksomhed til Årets Læreplads på Mercantec. Med en flot indstilling fra den 21-årige it-supporterelev Thomas Overgaard Nielsen blev det Ringkøbing-Skjern Forsyning, der løb af med sejren.

Hotel- & Restaurantskolens restaurant ”Saltbøssen” var fyldt godt op fredag eftermiddag, da Årets Læreplads på Mercantec blev uddelt. Hele 52 elever havde i år valgt at indstille deres Læreplads til årets bedste og både virksomheder og lærlinge var mødt talstærkt frem til prisuddelingen.
Med en flot indstilling fra den 21-årige it-supporterelev Thomas Overgaard Nielsen blev det Ringkøbing Skjern Forsyning, der løb af med sejren som Årets Læreplads.

Fra venstre er det it-supporterelev Thomas Overgaard Nielsen, it-chef Jørgen Jepsen og vicedirektør på Mercantec Mette Selchau. Billedet er lånt af Mercantec.

– Jeg har fra første dag fået lov til at deltage i de daglige arbejdsgange, og de andre medarbejdere er altid klar til at give mig en hjælpende hånd. Ringkøbing-Skjern Forsyning er den bedste læreplads, man kan ønske sig, og jeg er super glad for, at de har givet mig en chance for at komme i praktik, siger Thomas Overgaard Nielsen om sin lærerplads.

– Thomas er den første elev, vi har haft, så det er en kåring, der betyder rigtig meget for os som praktiksted. Men vi er også glade for Thomas – han har den rette indstilling til tingene og har bestået sin svendeprøve med to 12-taller, så han er en fyr, der vil frem i verden, siger it-chef fra Ringkøbing-Skjern Forsyning Jørgen Jepsen, som var med til arrangementet som repræsentant for lærepladsen.

På grund af de mange indstillinger havde Mercantec valgt også at uddele en anden- og tredjeplads ved kåringen. I år fik tømrer- og snedkervirksomheden Jan/Myrthue A/S tredjepladsen med en indstilling fra tømrerlærling Kasper Skrøder, mens andenpladsen gik til Grundfoss, som var blevet indstillet af klejnsmedelev Ivan Nielsen.

Lærepladser af høj kvalitet

Det er lærlingene selv, der indstiller deres læreplads ud fra en række faglige og sociale kriterier. Kåringen er dermed en unik mulighed for eleverne til at lade deres læreplads vide, at de gør et godt stykke arbejde. Årets 52 indstillinger er det højeste antal nomineringer til Årets Læreplads siden 2008. Et tal der i høj grad fortæller noget om kvaliteten af de lærepladser, der er tilknyttet Mercantec, mener Mercantecs direktør Kirsten Holmgaard:

– I disse år hvor det er en kæmpe opgave for os alle at skærpe de unges interesse for erhvervsuddannelserne, og hvor der også er stor mangel på praktikpladser, er det dejligt at kunne konstatere at hele 52 elever på Mercantec, har valgt at indstille deres praktikplads. Det er særdeles positivt, at der er lærepladser, der gør så meget for deres elever, at eleverne selv vil nominere dem til Årets Læreplads. Det vidner om, at virksomhederne i den grad er deres ansvar bevidst som læresteder, siger Kirsten Holmgaard.

En praktikplads gør hele forskellen for eleverne

Sidste år var det også en IT-supporter-elev fra House of Technology på Mercantec, der fik sin læreplads kåret til årets bedste på Mercantec. Og selvom man er glad for prisen i afdelingen, pointerer uddannelseschef i House of Technology John Hansen dog samtidig, at hæderen og æren alene tilfalder Ringkøbing-Skjern Forsyning og Mercantecs skolepraktik:

– Thomas har tilbragt en del af sin praktiktid i skolepraktikken på Mercantec, hvor han er blevet klædt godt på med faglige kvalifikationer. Siden har han fundet en rigtig god læreplads, hvor han har udviklet sig yderligere, så det er fuldt fortjent, at det er ham og Ringkøbing-Skjern Forsyning, der vinder. Det er ualmindelig positivt, at der er virksomheder, der har lyst til at påtage sig rolle som praktiksteder – det gør hele forskellen for vores elever, siger uddannelsesleder på House of Technology John Hansen.

--- Fakta: Årets Læreplads ---

  • Danske Erhvervsskoler kårer hvert år Årets Læreplads blandt alle de danske virksomheder, som har lærlinge eller elever ansat fra en erhvervsskole. Formålet er at fremhæve de virksomheder, som er uundværlige for at udvikle eleverne på erhvervsuddannelserne. Finalisterne findes blandt de lokale vindere på 65 erhvervsskoler landet over, herunder Mercantec.
  • I 2012 var det Mercantecs lokale vinder, der løb af med den samlede sejr. Dengang blev Air Control Wing, indstillet af den 18-årige IT-supporterelev Andreas Regnar Madsen, kåret til Årets Læreplads i Danmark blandt 34 andre lokale vindere.

Om Mercantec

Mercantec er Viborg Kommunes største uddannelsesinstitution med omkring 500 medarbejdere og ca. 16.000 studerende om året, der gennemfører et kortere kursus eller en længere uddannelse på adresser i Viborg, Bjerringbro, Skive og Ulfborg. Mercantecs vision er at fastholde og udbygge udbuddet af tekniske og merkantile uddannelser i et attraktivt uddannelsesmiljø. Og at være det foretrukne lokale uddannelsessted for unge og voksne inden for erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasier samt kurser og efteruddannelser.

For yderligere oplysninger:

Kirsten Holmgaard, Direktør, Mercantec Telefon: 8950 3310 - Mobil: 2123 9700
E-mail khol@mercantec.dk
John Hansen, Uddannelseschef og it-chef på House of Technology Telefon: 89503410 – Mobil 2949 0449
E-mail: joha@mercantec.dk