« Tilbage til oversigt

Pressemeddelelse om årsregnskab 2024

I anledning af afholdelsen af den ordinære generalforsamling den 20. maj 2025 er der udsendt følgende pressemeddelelse:

Årsregnskab 2024
Ringkøbing-Skjern Forsynings regnskab for 2024 er netop godkendt ved den årlige ordinære generalforsamling i byrådssalen den 20. maj 2025. Bestyrelsesformand Jens Jacob Østergaard er glad for det fremlagte regnskab. ”Vi har en sund virksomhed, der med en lav belåningsgrad er forberedt til fremtidige udfordringer. Vi har desuden en blank revisorpåtegning og en revisionsprotokol uden anmærkninger.”

Regnskabstal
Når forsyningen aflægger årsregnskab, kan det nemt se ud som om det er en virksomhed der skaber store overskud. I 2024 er resultatet et overskud på 18,7 mio. kr.

Et overskud på årsregnskabet er dog ikke et udtryk for at der stryger penge i kassen, men et udtryk for at der investeres mange penge. ”Da vi har en lang afskrivningsprofil på vores anlæg, giver det i årsresultatet et stort overskud, men det er altså ikke penge i lommen, men penge i rør og pumper.” Rent faktisk må forsyningen slet ikke tjene penge, da det er underlagt det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip.

Også på selskabets egenkapital kan det se ud som om det er et rigt selskab, da der står anført ca. tre milliarder kroner. Igen, forklarer Jens Jacob Østergaard, er det ikke rede penge. ”De tre milliarder ligger i rør, pumper, renseanlæg mv. I den statslige regulering er det bestemt hvordan forskellige anlæg skal værdisættes. Det er summen af de værdier der giver tre milliarder kr. Vi ville aldrig kunne konvertere den værdiansættelse til rede penge.”

Investeringer i fremtiden
At investeringer fylder meget, skyldes at der i Ringkøbing-Skjern Forsyning både er et efterslæb med at få fornyet aldrende ledningsanlæg, og et behov for nye. Jens Jacob Østergaard siger at det er en prioriteret indsats: ”Vi er i fuld sving med at få separatkloakeret byerne i kommunen. Vi tager de mest kritiske steder først, dvs. der hvor vi kan fjerne mest uvedkommende vand.” Med ny lovgivning bliver der ikke færre anlægsinvesteringer. ”EU´s byspildevandsdirektiv, der implementeres over de kommende år, vil betyde store investeringer på vores renseanlæg.” Han understreger at det er en balance der skal findes: ”I bestyrelsen er vi meget fokuserede på at vi skal kunne håndtere det store investeringsbehov uden at priserne stikker helt af.”

Den daglige drift er rygraden
Jens Jacob Østergaard gør som afslutning opmærksom på at det er den daglige drift i forsyningen som sikrer at der er rent vand i hanen. Det er den drift der for det meste er skjult for offentligheden, men som er meget vigtig for infrastrukturen. ”Det er en lang kæde af driftsopgaver der er med til at sikre den service. Lige fra de dyrkningsaftaler vi laver med landmænd for at sikre mod pesticider, over det moderne vandværk der er overvåget 24/7 med nødgeneratorer, til den medarbejder der juleaften smider bestikket og kører ud til et vandbrud.”