« Tilbage til oversigt

Pressemeddelelse: Forsyningen undersøger mulige problemer med kloakken

I forbindelse med weekendens regnskyl (6.-7. september) i den sydlige og østlige del af kommunen oplevede flere husejere, at der stod kloakvand op af afløb og toiletter.

Ringkøbing-Skjern Forsyning arbejder derfor i øjeblikket på højtryk på at finde ud af, om årsagerne skal findes i kloaksystemet.

”De steder hvor der ikke er separatkloakeret er det forventeligt at kloaksystemet ikke kan håndtere et så stort skybrud, men de steder, hvor der er separatkloakeret, er vi ved at undersøge, om der er problemer,” udtaler direktør for Ringkøbing-Skjern Forsyning Finn Jessen.

Årsagerne og de mulige løsninger ligger dog ikke lige for.

”Vi kan ikke sige noget med sikkerhed endnu, men vi undersøger, om de separerede kloaksystemer er helt tætte. Hvad der kunne være af årsager, tør jeg simpelthen ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, men vi har selvfølgelig nogle teser, vi arbejder ud fra, og som vi tester af i de her dage. Generelt skal det dog understreges, at man ikke kan forvente, at der ikke kan opstå problemer i forbindelse med skybrud af den størrelse,” uddyber Finn Jessen.

For at få det bedste overblik over situationen opfordrer Finn Jessen husejere til at henvende sig, hvis de har oplevet problemer med kloakvand i huset.