« Tilbage til oversigt

Store investeringer, tilpasning af omkostninger og fjernaflæsning

I forlængelse af de for nyligt annoncerede prisreguleringer for 2014 bringer vi hermed en række supplerende oplysninger vedr. selskabets investeringer, tilpasning af omkostninger samt beslutning om at indføre fjernaflæsning.

Store investeringer og tilpasning af omkostninger

De samlede anlægsinvesteringer i 2014 bliver de højeste i koncernens historie som følge af det nye vandværk Aqautarium, nyt domicil i Innovest, skift til fjernaflæsning i Ringkøbing, samt en opstart af biogasanlæg. Samtidig har virksomheden tilpasset omkostningerne til en fremtid, hvor anlægsinvesteringerne ikke vil være så store, og hvor de faste omkostninger skal nedbringes.

”Vi har i efteråret indskrænket organisationen og nedbragt de faste omkostninger. Det kan forekomme paradoksalt i forhold til de store investeringer, men i 2014 kulminerer og afsluttes en række store anlægsinvesteringer på vores kerneområder, hvorefter anlægsaktiviteterne falder i de kommende år. Det er vi nødt til at indrette os efter”, udtaler adm. direktør Finn Jessen. Han fortsætter: ”Vi havde håbet på, at biogasprojektet realiseredes noget før, og hvis vores forhåbninger om opstart af biogasanlæg i 2014 realiseres, kan situationen være en lidt anden om 6 måneder. Men meget afhænger af, at den nødvendige lovgivning falder på plads.”

Fjernaflæsning

Bestyrelsen besluttede at skifte alle vandmålere i hele forsyningsområdet til fjernaflæste målere over de kommende år.

”Vi starter i 2014 og 2015 i Ringkøbing-området. Det er en stor investering, men den ekstra service og de driftsbesparelser, det vil medføre, når systemet er fuldt implementeret, opvejer til fulde investeringen.”, udtaler bestyrelsesformand Elmo Flaskager.

Første etape i Ringkøbing vil for Ringkøbing-Skjern Forsynings vedkommende beløbe sig til omkring 10 mio. kr. Udskiftningen af samtlige 22.000 målere forventes at koste i omegnen af 30 mio. kr.

”Fjernaflæsningen i Ringkøbing foregår i tæt samarbejde med RAH og Ringkøbing Fjernvarme og med et fælles system betyder det, at vi tre selskaber kan levere en for danske forhold næsten uset kundeservice,” udtaler adm. direktør Finn Jessen.

Samarbejdet betyder, at kunderne i Ringkøbing vil kunne få fjernaflæst alle tre forsyningsarter på ét system, selv om det er uafhængige selskaber, der leverer ydelserne.

Samarbejdet med RAH og Ringkøbing Fjernvarme er en del af et større samarbejde mellem midt- og vestjyske energiselskaber om fælles udbud på målere og fælles valg af software. Det samarbejde sikrer den lavest mulige enhedspris pr. måler.

Læs nyheden om prisreguleringer for 2014