« Tilbage til oversigt

Rejsegilde på Aquatarium i fredags

Fredag eftermiddag var der inviteret til rejsegilde ved vandværket Aquatarium, som ligger på Herningvej mellem Rinkøbing og Videbæk. Det var entreprenørerne på projektet samt forsyningens medarbejdere og bestyrelse, som var inviteret ud for at se på bygningen, der er ved at tage form.


Aquatarium bliver et moderne vandværk som bygges med store, åbne glasfacader, hvor man kan se direkte ind til vandtankene. Samtidig bliver vandværket tilgængeligt for besøg fra befolkningen og åbent for undervisning for kommunens uddannelsesinstitutioner. Vandværket skal desuden anvendes til at implementere nye, innovative teknologier, som Ringkøbing-Skjern Forsyning, i samarbejde med flere vandforsyningsselskaber, universiteter og virksomheder, er i færd med i at udvikle.

”Vi vil gerne kunne give de besøgende på vandværket en rigtig god oplevelse, og måske endda en ny interesse for vandets vej og for fremtidens teknologiske løsninger inden for drikkevand”, lyder det fra Finn Jessen, direktør hos Ringkøbing-Skjern Forsyning.

Aquatarium står færdigbygget sidst i 2015, og vil derfra levere vand ud til store dele af kommunens borgere. ”Vi glæder os over, at arbejdet med at bygge vores nye vandværk går efter planen. Aquatarium er helt vital for hele vandforsyningsstrukturen i kommunen. Vores kunder kan se frem til bedre vandkvalitet og bedre forsyningssikkerhed”, udtaler Erling Gaasdal, bestyrelsesformand hos Ringkøbing-Skjern Forsyning.

For nogle uger siden lancerede Ringkøbing-Skjern Forsyning Aquatariums egen hjemmeside, www.aquatarium.dk, hvor man bl.a. kan se billeder fra byggepladsen.

Billeder fra rejsegilde: