« Tilbage til oversigt

Nyt om priser

Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S har på et bestyrelsesmøde den 28. november vedtaget budgettet for 2014. Budgettet indeholder både store investeringer, besparelser på faste omkostninger, ændring i prisstrukturer på vand og spildevand samt en beslutning om fjernaflæsning af målere.

Budgettet medfører følgende reguleringer af vand- og spildevandsprisen, bl.a. som følge af investeringer i fjernaflæste målere:

For spildevand er der tale om nogle tekniske ændringer som følge af en præcisering af betalingsloven, men også en stigning i m3-taksten som følge af den nyligt vedtagne trappemodel.

”Trappemodellen giver rabat til virksomheder, der er storkunder. Det kommer til at koste selskabet et større millionbeløb i takt med at modellen implementeres frem til 2018. Det betyder desværre, at vi er nødt til at sætte m3-taksten op,” udtaler adm. direktør Finn Jessen.

For vand er der ingen ændring i m3-taksten, udover en pristalsregulering på 1,5 %. For at finansiere fjernaflæsningsmålere sættes den faste afgift op fra 860 kr. til 905 kr. og husstande med målerbrønd pålægges en ekstra afgift på op til 300 kr.

”Ændringen skyldes to forhold: Bestyrelsen har ønsket at fordele selskabets indtægtsgrundlag på en mere retfærdig måde. Det er sådan, at sommerhuse, hvor langt de fleste af vores målerbrønde er, betaler for lidt til de fælles omkostninger som følge af et generelt lavt m3-forbrug. Det betyder, at helårshuse betaler uforholdsmæssigt meget, for at sommerhusene nyder godt af en fælles vandforsyning. Den anden årsag er, at målerbrønde er dyrere at drifte end almindelige stophaner,” udtaler bestyrelsesformand Elmo Flaskager.

Ringkøbing-Skjern Forsyning vil gøre opmærksom på, at der i det nye år indføres et fakturagebyr på 25 kr. Dette gebyr kan man undgå, hvis man er tilmeldt BetalingsService.

- Bliv tilmeldt BetalingsService her
- Se priserne for 2013 og 2014