« Tilbage til oversigt

Gadelyset bliver slukket i en time lørdag aften

Igen i år slukker Ringkøbing-Skjern Kommune lyset på gader og veje i en time for at støtte verdens største klimaevent, Earth Hour, der arrangeres af WWF Verdensnaturfonden.

Det sker nu på lørdag den 29. marts mellem klokken 20.30 og 21.30.

En time om året slukker millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder og byer kloden rundt lyset, som et signal om handling mod klimaforandringerne.

- Det er naturligvis blot en symbolsk handling, som ikke kan mærkes på den globale opvarmning, siger direktør Mogens Pedersen.

- Vi er med, fordi vi gerne vil være med til at sende et tydeligt signal om at tage klimaforandringerne alvorligt og bremse udviklingen mod mere ekstreme vejrforhold og stigende verdenshave, der ifølge videnskaben sker som følge af den globale opvarmning, siger han.

- Et andet formål med at slukke lyset er at markere, at vi alle sammen skal have fokus på den energi, vi bruger, siger Mogens Pedersen.

Kommunen opfordrer borgere og virksomheder til at slukke lyset en time lørdag aften og til at være bevidste om energiforbruget resten af året, f.eks. ved regelmæssigt at aflæse eget varme- og elforbrug.

Læs mere på http://earthhour.wwf.dk/